Vinderen 2022

Johnny Robertson

Vinderen af dette 30 års jubilæums show blev Johnny Robertson.

Det nye sjove navn fra det talentfulde komikermiljø i Aarhus trak det længste strå, og vandt publikums gunst ved finalen i oktober 2022. Han er original og personlig i sit materiale, og leverede et show med indlevelse, charme og små uforudsigelige twist.

Du kender Johnny fra Zulu Comedy Galla, hvor han var udvalgt som et af De Nye Håb i 2019, fra Zulu Open Mic programmerne, ligesom at Heino Hansen så et lys den unge komiker, og havde ham til at opvarme ved Heino Hansens Første Comedy Show i Aarhus i starten af 2022. Nu kender du ham også som vinder af DM I Stand-up.

Johnny kan opleves i sit helt eget show på Bremen Teater torsdag d. 27. april 2023.

Konceptet

De 42 største talenter på den danske comedyscene dyster om den store hovedpræmie bestående af 100.000,- dkk, derudover en produceret 30 minutters comedy special, og ikke mindst, titlen som Danmarks sjoveste.

Indledende runder

42 udvalgte talenter optræder fordelt på de 6 indledende runder, hvor publikum ved hvert show stemmer deres to favoritter direkte videre til semifinalerne. Deltagerne optræder med 5 minutters originalt materiale.

Chancerunden

Én deltager fra hver af de indledende runder får chancen for at vinde publikums gunst, når publikum ved chancerunden stemmer to deltagere videre til semifinalerne, ved denne syvende og sidste indledende runde. Deltagerne i chancerunden, er dem der har fået 3. flest stemmer ved den respektive indledende runde. Deltagerne optræder med 5 minutters originalt materiale.

Semifinalerne (TV)

14 semifinalister optræder fordelt på årets to semifinaler, hvor publikum stemmer deres favoritter direkte videre til finalen i Falkonérsalen. Der stemmes 3 semifinalister direkte videre fra hver semifinale. Deltagerne optræder med 7 minutters originalt materiale.

Finalen (LIVE - TV)

Publikums favoritter, de 6 finalister, optræder ved dette års finale i Falkonér salen, som live tv-transmitteres på TV2 Zulu. Deltagerne optræder med 7 minutters originalt materiale.

Præmier

Ved dette 30 års jubilæums show for DM I Stand-up, sprænger vi skalaen for præmierne til vinderen. Ikke nok med at vinderen stikker af med æren og titlen som Danmarks sjoveste, så får vores vinder også en pengepræmie på intet mindre en 100.000 dkk. Udover en pengepræmie får vinderen også sin helt egen 30 minutters comedy special, som optages i foråret 2023.
Vinderen sikrer sig ligeledes en optræden på Stand-up for Skanderborg på Bøgescenen under Smukfest i sommeren 2023, ligesom at vinderen gæster DM I Stand-up i 2023.

En liste, der opsummeret, ser således ud:

  • 100.000 dkk
  • 30 minutters Comedy Special
  • Optræden på Bøgescenen ved Stand-up for Skanderborg på Smukfest 2023
  • Gæsteoptræden ved DM I Stand-up 2023

Der er altså med andre ord rig mulighed for at skabe sig et godt fundament for videre karriere.

Tilmelding

Tilmeldingen til dette års DM I Stand-up er lukket. 127 ansøgninger, er blevet til 42 deltagere, som nu skæres ned til 14 semifinalister, og slutteligt 6 finalister og en enkelt vinder. 

Følg med på vores IG @dmistandup for info om tilmelding til DM I Stand-up 2023. 

DM i Stand-up Historien

Dansk stand-ups klassiske varemærke, DM i Stand-up har igennem de sidste 30 år været rugekasse og springbræt for Danmarks største og mest afholdte komikere, driftet af bookingbureauet FBI – Funny Business INC, med Peter Alan Wheatley i spidsen for flagskibet. Nu, 30 år senere, har Peter Alan givet stafetten videre, og GOOD TIMES har overtaget DM I Stand-up.

DMs historie rummer navne som Anders Matthesen, Linda P, Jonatan Spang, Torben Chris, Heino Hansen, Simon Talbot, Melvin Kakooza, Ruben Søltoft, Thomas Warberg, Tobias Dybvad, Jan Gintberg, Lars Hjortshøj, Michael Schøt og mange flere.

Vi skal helt tilbage til den spæde start i 1992 for at finde premieren på DM. Den fandt sted på Café Din’s. Det blev en ung og forholdsvis ukendt Lars Hjortshøj, der i 1992 løb med sejren foran blandt andre Jan Gintberg. Siden 1992 har branchen haft gevaldigt vokseværk, og dansk comedy må siges at være blevet en af de mest efterspurgte kulturbegivenheder i Danmark. Tilbage i 90’erne optrådte komikerne velnærmest på ølkasser og leverede one-liners, men caféens gæster drak øl i baren. Her i 2022 er comedy synonym med enorme arenashows, storslået scenografi, flere hundredetusinder solgte billetter og fanfavoritter, og på trods af branchens utroligt unge alder blomstrer de mange nye talenter frem på de danske comedyscener.

Vanen tro får du de bedste at se lige her ved DM I Stand-up.

NYhedsbrev

Du kan tilmelde dig vores nyhedsbrev her. Som nyhedsbrevsmodtager får du eksklusive tilbud omkring shows og arrangementer.

Psst.. Vi skal nok lade være med at spamme dig..

Kontakt

Nana Parbst
nana@dmistandup.dk

DM I Stand-up ønsker at takke vores fantastiske samarbejdspartnere: